Center for Klangkunst

“Smart Artist”

  • Claus Böhmler

Den tyske lyd- og mediekunstner Claus Böhmlers (1939-2017) værker sætter moderne billedproducerende maskiner, algoritmer og forholdet mellem menneske og teknologi i perspektiv, og undersøger med humor, anarkisme og poetisk kant, spændingsfeltet mellem det digitale og det analoge. Böhmlers kunst gør praktisk brug af teknologier, såsom skrivemaskiner, fotokopi, kassettebånd, pladespillere, Super 8 film, kameraer, radioer, film eller lysbilledfremvisere og video, som han kombinerer og sidestiller med tegning, maleri, skulptur, grafik og performance.

Udstillingen præsenterer udvalgte sider fra bogudgivelsen »Smart Artist«, der formidler en lang række af Böhmlers værker på print. Herunder illustrationer og tekstværker samt animationsfilm, video og lydkompositioner fremkaldt ved hjælp af QR-koder, der scannes af de besøgende på deres smartphone eller på en tablet lånt i udstillingen. Når man går til bogen som et score (et partitur) viser det musikalske og rytmiske sig – alt hos Böhmler har et endeligt potentiale for at blive til lyd, sang, støj, musik og perkussion.

Et andet værk i udstillingen er videoen Schallplattenarchiv auf Video (1987), der viser, hvordan en plade lægges på en pladespiller og hvordan tonearmen bevæger sig indad, indtil den næste plade lægges på. Med værket inviterer Böhmler os til tålmodigt at observere rillerne i pladen og se mediet arbejde – noget som de fleste af os nok ikke ville bruge tid på almindeligvis. Det er kort og præcis humor, der tager teknologien på ordet.

Den tyske kunsthistoriker Michael Glasmeier har tilrettelagt publikationen »Smart Artist«. Han har i en lang række publikationer beskæftiget sig med lyd og mediekunst og her især med Claus Böhmlers sene arbejde.

Claus Böhmler studerede i Stuttgart og Düsseldorf i 1960erne og var en af de tidlige elever af Josef Beuys. I næsten 30 år (frem til 2005) var han professor ved Hochschule für Bildende Künste Hamburg. Hans sidste store soloudstilling var i 2001 på Kunsthalle Fridericianum i Kassel og i 1999 på Kunsthalle Hamburg.

Udstillingen er støttet af William Demant Fonden