PS44

“you may cycle the layers without alteration”

  • Jean Marc Routhier, Amitai Romm

Installationen tager udgangspunkt i transformation af et Venn-diagram til en tredimensionel struktur. Venn-diagrammer er illustrationer, som bruges i den gren af matematikken som kaldes mængdelære og viser logiske forbindelser mellem mængder. Kunstnerne har knyttet Venn-diagrammet til Platons videns-begreb, som søger at illustrere, hvordan viden opstår som en sammensmeltning mellem “tro” og sandhed” – Altså hvad vi tror, der er og hvad der er. Diagrammets struktur er rumliggjort med kobber- og aluminiumsbånd, som gennemskærer murværk, tag, døre og vinduer. Fællesmængden i mødet mellem de to verdener dannes i husets og båndenes fælles overflader. Visionen er materialiseret i et 3d print på første salen.

Logoer og tekstlige fragmenter, fundet i den umiddelbare nærhed af smedjen, er 3d printet og indlejret i kobbervandrør og aluminiumsbånd, og danner en idiosynkratisk samling af skrift- og billedsprog fra Møn. Fragmenterne er b.la. fundet på Hårbølle Havn, Fanefjord Kirke, Ugebladet-for-Møn, Camping Vestmøn m.m. De danner igennem installationen en egen fortælling med lyriske udsagn som: “i mit blod”, “hukommelse”, “utopi”, “Belladonna” etc. Smedjen kommer på den måde til at skabe grundlag for en visuel bearbejdelse af hvad der er i verden og omkring os på Møn.

På mange måder ender de to kunstneres behandling af diagrammet og Møns grafiske sprog med at underminere diagrammets logik og dermed fremhæve, at meget lidt eller intet kan siges at være ubetvivleligt sandt eller udtømmende begrundet.

Jean Marc Routhier (f. 1987, bor i København), uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 2015 efter 3 års ophold på Universität der Künste Berlin. Jean Marc Routhier arbejder eksperimenterende og tværmedialt, både i sin individuelle praksis, og i forskellige kunstneriske og kuratoriske samarbejder. Han har for nyligt udstillet på bl.a. Bianca D’Alessandro, København (2016) Susanne Ottesen, København (2016), Liszt, Berlin (2015).

Amitai Romm (f. 1985, bor i København), uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014 samt Akademie der bildenden Künste Wien. Amitai Romm arbejder skulpturelt og installatorisk, med udgangspunkt i en interesse for kommunikation og tegnprocesser i både kulturelle, materielle og biologiske systemer. Han har for nyligt udstillet på Bianca D’Alessandro, København (2016), BUS Projects, Melbourne (2016), Garret Grimoire, Wien (2015).

Udstillingen er et samarbejde med Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi. Støttet af Statens Kunstfond