“Exercises in Harmony 1”

Nevin Aladağ viser eksempler på et komplekst værk med titlen “Social Fabric” (5,8). Aladağ har samlet tæpper af forskellig oprindelse og produktionsbetingelser – fra knyttede kelim, uld- og silketæpper til industrielt fremstillede Tretford og Sisaltæpper. Disse patchwork-lignende stoffer skaber krystallinske mønstre, der dvæler ved minder om kirkers  farverige glasvinduer, kombinerer elementer fra forskellige kulturer og perioder så vel som  Østen og Vestens æstetiske koncepter – fra islamisk abstrakte mønstre til kubisme og Bauhaus.

Aladağ viser også et sæt af sine “Jali Sculptures” (9,10), der er sammensat af lys- og syns gennemtrængelige tredimensionale fliser, der ligner dem, der bruges i sydlige kulturer som dekorative arkitektoniske elementer til vægge og vinduer. Aladağ har specialfremstillet dem i keramisk glaserede pastelfarver og fusionerer forskellige historiske stilarter i geometriske mønstre. Deres sekskantede form muliggør endeløse variationer af montering i vindskærmlignende strukturer med næsten ubegrænsede dimensioner, der minder om kemiske forbindelser.

Derudover præsenterer udstillingen tre af Aladağs tidligere videoværker, der er en del af en trilogi, der udforsker forskellige byer – som lydlandskaber. “City Language / Şehir Sesi I” (7) er en enkelt-kanalsvideo i fire dele – et lydportræt af Istanbul, der gør selve byen til en instrument: vinden spiller på en fløjte, der er holdt ud af vinduet på en kørende bil,   resone-rende claves tumler ned af en gade i Beyoğlu, duer hakker på en Saz (et traditionelt tyrkisk strengeinstrument), og en tamburin bliver trukket af en båd, mens Bosporus bølger spiller på den.

Nevin Aladağ (født i 1972 i Van, Tyrkiet, bor i Berlin) senest deltaget i international gruppeudstilling i Bundeskunsthalle Bonn, Kemper Museum of Contemporary Art, Staatliche Kunsthalle Baden-Baden, Hamburger Kunsthalle, Istanbul Modern, Neues Museum, såvel som Documenta 14, Athen og Kassel, og   57. Venedig Biennale. Hendes soloudstillinger inkluderer Albertinum – Staatliche Kunstsammlung, Dresden, Salzburger Kunstverein, Lentos Kunstmuseum Linz, Kunstmuseum Stuttgart og Kunsthalle Basel.

Dorothee Diebold viser, i den store hal, sine seneste “volumen malerier”. Disse hybrider mellem staffelimaleri og skulptur spreder sig ud over deres rammer og ind i rummet som deformerede legemsdele, svampe eller skyer. Deres amorfe former vokser bogstaveligt talt ud af de flydende strukturer, som udfolder sig på det bløde stof. Gennem behandling med blæk, akrylmaling og vand skaber Diebold     kosmiske sfærer af glitter og forskellige gråtoner,  -strukturer hvor blikket skifter mellem at se som i et mikroskop og ud i universets storhed. Ved at tage ideen om det formede lærred til et andet niveau, bryder Diebold radikalet den firkantede træramme op i tredimensionale former for yderligere at udstoppe det elastiske lærred (faktisk, jerseylagner) med polstring. Disse semi-bløde former er måske fastgjort til  væggene som traditionelle lærreder, de står måske på gulvet som skulpturer – men de modstår traditionelle kunsthistoriske kategorier. Med deres gråtone skygger og flydende former, minder de også om dynger af snavset sne, som langsomt kunne for-svinde eller vokse yderligere som svampe. På trods af denne hemmelighedsfulde aura, får det fine glitterstøv dem til at se dyrebare og indbydende ud – og efterlader os lidt usikre på, hvordan vi skal nærmer os.

Dorothee Diebold (født i 1988 i Offenbach, Tyskland, bor i Berlin) senest deltaget i Berlin Masters og i gruppeudstilling på Frankfurter Kunstverein, Bundeskunsthalle Bonn og Nassauischer Kunstverein Wiesbaden. Hun har kommende soloudstillinger  på Städtische Galerie Nordhorn og Haus am Lützowplatz, Berlin.