“Den skjulte skat”

Den skjulte skat er titlen på en video af Lene Adler-Petersen fra 1982. Men titlen dækker også i mere end én forstand udstillingen, der ud over denne video viser en række værker af Lene Adler-Petersen fra 1988-1993, hvoraf flere nu vises for første gang.

Lene Adler-Petersen (f. 1944) har været en markant skikkelse inden for den eksperimenterende kunst og var gennem 1970erne en helt central figur i den feministiske kunst. Gennem hele sit kunstneriske virke har hun fastholdt et både konceptuelt og formelt inciterende og gådefuldt kunstnerisk sprog, hvor hun med enkle materialer, strukturer og stofligheder skaber poetiske og filosofiske sprækker i erkendelsen.

Hendes på én gang enkle og omfattende værker har det til fælles, at de folder sig ud som abstrakte og intimt sanselige objekter – i pigmenter, gips, bly, kul, lærred, træ mm. – der optræder i serier som enkle gentagelser og progressioner, med næsten umærkelige variationer i stoflighed og tekstur, og immaterielle skygger og refleksioner. De er minimale men også mere end minimale. Farven, formatet, stoffet og formen fremstår som rent fænomenologiske differentieringer men med antydninger af udsagn, der rummer uafviselige elementer af genkendelighed.Sproget spiller en central rolle og titler som Tungemål, To områder, XX-Take Place er aldrig tilfældige, men rækker både ned i værkerne og ud i en omfattende kropslig erkendelse. F.eks trækker en titel som Lodret sætning – vandret sætning på de potentielle betydninger i begrebet om sætningen – enten i fysisk forstand som anbringelser, placeringer, sammenstillinger, stablinger, rejsninger, eller i bevidsthedsmæssig forstand som mental virksomhed, det at udforme, at bestemme, sådan som det f.eks. finder sted netop i den sproglige sætning, der er en sammenstilling af ord, der udtrykker en tanke, fremsat som en selvstændig sproglig enhed.
Lene Adler-Petersen opererer med det komplementære begrebspar spredning og kortlægning (eller oplægning) – dels forstået som operative konstruktionsprincipper, dels som principper for erkendelsen.

Som det lyder i hendes egen enkle formulering:”Naturen roder og der nyder vi det. Den befrier vores tanker, længsel og drømme. Tingene ordner vi. De binder vores tanker. Derfor har vi lavet dem.” (Fra Ting. Nogle parforhold)
Birgitte Anderberg, 2008