“KIMSOOJA”

Kimsoojas vandringer rundt i verden står i kontrast til den formelle ubevægelighed, der indrammer hendes arbejde. Gennem sin egen praksis og en række internationale udstillinger drages hun til de største byer i Europa, Nord Amerika, Nordafrika og Asien. Kimsooja bruger gennem sine videoer og installationer performance til at undersøge spørgsmål om forskydning og selvet. Hun er født i Taegu, Syd-korea, og bor og arbejder i New York, Paris og Seoul.

A Needel Woman (2007), som nu er udstillet på Kunsthal 44 Møen, blev filmet i flere sociopolitiske sammenhænge, inklusiv Kairo, Delhi, Paris og New York. Her ser man A Needel Woman, Kimsooja selv, stående urørlig i en overfyldt gade. Med blikket fæstnet på en imaginær horisontlinje fremsætter hun spørgsmål om lag af genkendelse og repræsentation; kameraets voyeuristiske perspektiv, folk som bevæger sig gennem gaden knapt ænsende kunstneren, som om hendes immobilitet og mangel på øjenkontakt har gjort hende livløs, og så hendes eget blik der ser ingen steder og alle steder. Dette billede peger på individets potentielle intense isolation i det offentlige rum, og sløre grænserne mellem interiør og eksteriør. Kimsooja’s ubevægelighed bliver som en nål der skiller og syr stoffet af forskellige kulturelle landskaber sammen igen.

Nål og stof er centrale temaer i Kimsoojas arbejder, og disse ekspanderer ud over forestillinger om “kvindearbejde” til hele den menneskelige krop og dens overflade. Den traditionelle koreanske bylt “Bottari”, brugt til at pakke og beskytte personlige genstande, fremstår som farvestrålende stofbylter der repræsenterer rejse, når den bliver ladet på en lastbil, og eksil når den bliver afbilledet halvt åben og spredt.

Kimsooja tilnærmer sig universelle sandheder i en samtidskunst kontekst, som viger tilbage fra det allestedsnærværende og er fast besluttet på at tale om “selvet” indenfor en konceptuel ramme, som ubønhørligt arbejder på at fjerne subjektivitet.

Kimsooja Interview af Chiara Giovando “curator in residence” på Kunsthal 44 Møen.
CG: Du har lavet en serie performative videoværker, som udvikler sig i forlængelse af hinanden. »A Beggar Woman«, »A Homeless Woman« og »A Needle Woman« præsenterer stilheden som tema, ofte midt i kaotiske omgivelser. I disse videoer er du filmet stående stille, mens fodgængere bevæger sig omkring dig.
»A Needle Woman« (2009) bliver vist denne sommer på Kunsthal 44 Møen i en udstilling kurateret af René Block. I dette værk indtager du en performativ positur, på forskellige lokationer. I dette tilfælde er det i Paris’ gader, at grænserne mellem det private og offentlige rum sløres. I en vis forstand synes din krop at være det »sted«, du bebor. Du har performet »A Needle Woman« i byer i hele verden: Kairo, New York, Delhi. Kan du tale om forholdet mellem kroppens sted (den performative positur) og et geografisk sted?

KS: Du skal forestille dig, hvordan nålens krop trænger ind i et felt af stoflighed, når man zoomer helt tæt på. Nålens præcision ligner min krop, og det er mit engagement der yderligere repræsenterer nålens ubevægelighed. Når jeg befinder mig i forskellige geografiske og sociokulturelle sammenhænge, kan temaet ubevægelighed kun komme frem via mobilitet og vice versa. Det kontinuerlige samspil mellem folk på gaden og min krops ubevægelighed in-situ, bliver aktiveret i løbet af performancen, afhængigt af det stof, samfundet er gjort af samt af folkets, byens og gadernes egenart. Min krop er som en beholder, der samler de mange elementer og menneskelige følelser som er i byen, og jeg reflekterer til gengæld energien. Jeg er som et spejl, der reflekterer gaden. Min beslutning om hvilket sted jeg skal performe, er baseret på skiftende parametre, herunder kulturen, dets befolkning, de aktuelle sociale konflikter, økonomi og historie. Beslutningen om hvornår præcis jeg skal stoppe og blive ubevægelig, kommer pludseligt, som torden eller et øjeblik af Zen. Når det sker, er det som om, det konfliktfyldte energifelt der er mellem den ydre verdens ekstreme mobilitet og hvirvlen af stilhed i mit sind, forener sig i min krop.
Jeg har altid haft et ønske om at præsentere verden, som den er, ved at præsentere kroppe, objekter og naturen, uden på nogen måde at manipulere eller gøre noget nyt. I stedet, håber jeg, at jeg ved at indramme min egen og publikums oplevelse på forskellige steder, kan åbenbare nye opfattelser af verden og virkelighedens eksistens. Min praksis handler om at stille ontologiske spørgsmål ved at sammenstille min krop og den ydre verden i et ›relationelt vilkår‹ til rum/krop og tid/bevidsthed.

CG: Dit video værk »Bottari Truck Migrateurs« (2007), såvel som det skulpturelle værk »Deductive Objects« (2007), inkluderer begge de skulpturer du kalder »Bottari«. I dit arbejde er »Bottari« klare, farvede stofbylter, læsset på vogne og lastbiler, og nogle gange placeret på gulvet. De forskellige sammenhænge som disse objekter bliver brugt i, i dine værker, illustrerer forskellige betydninger. Nogle gange repræsenterer de en rejse, når de er på ladet af en lastbil eller de repræsenterer eksil, når de er afbilledet halvt åbne og spredt. Du har sagt at, »Kroppen er den mest komplicerede bylt.« Hvad er det forestillede og det symbolske indhold af »Bottari?« Hvordan relaterer det til kroppen?

KS: I det moderne samfund er det at bruge et tæppe til at lave en bylt (Bottari) blevet til en hverdags taske. En Bottari er den mest fleksible måde for folk at bære de mest almindelige ting, og dets brug er universel igennem historien. Vi pakker vores mest betydningsfulde ting ind, specielt i farefulde perioder i vores liv, som i krigstid, udvandring, separation og eksil. Alle kan lave en Bottari ved hjælp af et hvilket som helst stof. I mine værker har jeg imidlertid bevidst lavet Bottari med brugte eller efterladte koreanske sengetæpper, som oprindeligt blev brugt til nygifte par. Disse sengetæpper er dækket med symboler og broderi, og jeg bruger dem hovedsagelig til at lave bylter med brugt tøj inden i – objekter, der har en særlig betydning i et menneskes liv. Med andre ord, den Bottari jeg pakker ind, er et objekt der indeholder skallen af vores krop, når den er hyllet ind i stof. På den måde symboliserer den, de materialer der omgiver os ved fødslen, kærlighed, drømme, lidelse og død; de er en ramme om livet. Mens »Bottari« svøber sig om kroppe og sjæle og kan indeholde fortiden, nutiden og fremtiden, er »Bottari Truck« mere en pro-ces end et produkt – eller det svinger mellem proces og objektet, der tilsammen konstituerer en social skulptur. Den repræsenterer en abstraktion af en person, en abstraktion af samfundet og historien, af tiden og hukommelsen. Den er en indpakning, en ramme der er ladet – en ladet historie, eller et symbol på en ladet tilstand. »Bottari Truck« er et objekts proces igennem rum og tid. Det fung-erer, som en måde at lokalisere og forskubbe vores kroppe og sind på, de steder vi kommer fra, og der hvor vi er på vej hen. På den måde fungerer »Bottari« både som en livmoder og en grav, klode og univers, og som sådan er »Bottari Truck« en metafor for sammenfoldningen og udfoldningen af den menneskelige erfaring, som den strækker sig geografisk, igennem tid og rum.

CG: »Walking into Sewing« er dedikeret til Gwangju ofrene. I dette værk dækker bunker af tøj og stof jorden, Bottari er spredt.

KS: Det er en metafor for ofrene, som var en del af en opstand i Gwangju i midten af 80erne, og ja, »Bottari« repræsenterer altid de mennesker, som ikke har nogen magt i samfundet, eller dem der er tvunget i eksil og må forblive tavse.

CG: Der synes at være både et privat aspekt i din praksis, såvel som et offentligt. Mange af dine tidligere arbejder er sirligt syet, – der er tale om arbejder som er både intime og meditative. Men i dine film arbejder du med store filmhold i det offentlige rum. Hvordan påvirker disse to metoder din arbejdsproces?

KS: Syværkerne som er skabt i mit lukkede studio og »A Needle Woman« performancen er begge meget intime. På det seneste har jeg privat sat mig selv ind i en ikke-offentlig kunstverden, uden at det er blevet bemærket. For at skabe denne performance, har jeg rejst alene for at møde mennesker over hele verden, i omkring 15 betydningsfulde byer på forskellige kontinenter. Det var ikke altid sikkert eller let. Jeg er det eneste vidne til alle mine performances. For nylig er jeg begyndt at lave en 16 mm film »Thread Routes«, som foregår på mange lokationerverden over. Det handler ikke om min egen oplevelse, det er andre kvinder og mænd der performer ‘needlework’. Til det projekt blev jeg nødt til at arbejde med et hold. Det har været meget interessant og inspirerende for mig at arbejde med et hold, rejse sammen og kommunikere med en gruppe. Jeg har lært meget af dem og deres research. Det er en helt anden produktionsproces at arbejde med et kollektivt blik. Men til syvende og sidst er det en intim proces, hvor jeg kan revidere relationerne i redigeringen. Det er næste skridt i filmprocessen.

CG: »Encounter – Looking into Sewing« (1998) er et skulpturelt arbejde. I dette værk er en mannequin ‘stand in’ som kropslig re-ferent under lag af stof. Prøv at sige noget om dit sykoncept, hvad sker der i og omkring “Looking into”.

KS: »Encounter – Looking into Sewing« stammer fra en installation jeg lavede på Museum Fridericianum i Kassel til en udstilling der hed ‘Echolot’, kurateret af René Block. Jeg ser dette værk som en ‘performance’ – uden udførelse. En mannequin var helt dækket af koreanske sengetæpper. Jeg dokumenterede tilskuerens performative handlinger i det korsformede rum, mens de dechifrerede det ubevægelige objekt ved at gå rundt om figuren. I det øjeblik sker et synligt og usynligt samspil rundt om skulpturen, barriererne af stof som skjuler den skulpturelle figur, skrælles af ved at »Looking« på det. Jeg anser det for at være en slags usynlig »Sewing«. Jeg prøvede at skabe en slags spænding mellem publikum og den ubestemte figur. Publikum ser på denne ukendte figur og venter på en performance, men der er ingen handlinger. Det var min intention at placere en ubevægelig figur i stedet for mig selv, så folk auto-matisk bliver performere gennem deres egen nysgerrighed og reaktioner. Jeg prøvede at skabe en slags spænding mellem publikum og den ubestemte figur, det skulpturelle objekt. Publikum ser på figuren og venter på en performance, men der er ingen bevægelser. (Interessant nok blev jeg klar over, at dette værk er en af de tidlige referencer, som senere blev til »A Needle Woman« performance.) Det er et fundamentalt øjeblik, når et særligt møde sker mellem denne ukendte figur og publikum, med et intenst blik.

Kimsooja (f. 1957) i Taegu, Sydkorea og bor I New York og Paris. Hendes arbejder har været genstand for betydelige udstillinger I offentlige institutioner, inklusiv »Los Angeles County Museum of Art« (2009); »Hirsh-horn Museum« og »Sculpture Garden«, Washington, DC (2008); »Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía«, Madrid (2006); »Magasin 3«, Stockholm Konsthall, Sweden (2006); »Massachusetts Institute of Technology«, »List Visual Arts Center«, Cambridge (2005). Kimsooja has participated in international exhibitions, including the »Venice Biennale« (2001, 2005, 2007); »Yokohama Triennial« (2005); og »Whitney Biennial« (2002). Kimsooja received the »Anonymous Was a Woman Award« (2002) and has been an artist-in-residence at the »World Trade Center«, New York (1998); »P.S.1 Contemporary Art Center«, Long Island City (1992-93); and »École Nationale Supérieure des Beaux-arts«, Paris (1984).