Hovedbygningen

“KAPITALISTISK REALISME”

  • KP Brehmer, KH Hödicke, Konrad Lueg, Sigmar Polke, Gerhard Richter, Wolf Vostell

KH Brehmer

Forhistorien for udstillingen
I 1968, året for studenteroprøreret, og på den samfundsmæssige politiserings højdepunkt, udgav René Block mappen “Grafik des Kapitalistischen Realismus” [Den kapitalistiske realismes grafik] i et oplag på 80 eksemplarer på det berlinske Stolpe forlag. Værkerne var af KP Brehmer, KH (Karl Horst) Hödicke, Konrad Lueg, Sigmar Polke, Gerhard Richter og Wolf Vostell og var blevet til et år tidligere. Mappens seks silketryk går fra markante til kritiske kommentarer til det vestlige velfærdssamfund. Allerede teksten i den grafik, der gør det ud for forord, er ironisk. Block anbefaler de på det tidspunkt overvejende ukendte kunstneres værker til connaisseuren blandt kunstsamlere som “denne realisme, der i byer som Berlin, Düsseldorf og Köln bliver produceret, passet og plejet af sande mestre”.

Polke, Richter og Vostell udstikker i deres arbejder den kunstneriske ramme i hvilken kollegernes arbejder også skal ses. Mens Polke ligestiller det vesttyske økonomiske mirakels banale løfter med rasterne i et billigt avistryk i “Wochenendhaus” [Weekendhus], så er Vostells “Starfighter 1” med flyvernes truende tilstedeværelse en metafor for genoprustningen under Adenauer [Konrad Adenauer, CDU politiker og -medstifter; Forbundsrepublikken Tysklands første kansler, 1949-63, oversætters anmærkning]. Richters silketryk “Hotel Diana”, der er lavet efter et privat fotografi af kunstneren og Polke i et hotelværelse i Antwerpen, er i sin spøgende privathed også en ironisk kommentar til kunstnerens på det tidspunkt fremherskende fordring om at påtage sig et samfundsmæssigt ansvar. I Brehmers, Hödickes og Luegs tryk bliver billedforlæg fra reklamer og hverdagens indtryk forarbejdet til nogle gange erotiske, andre gange signalagtige eller også konsumkritiske udsagn.

Alle seks arbejder har det tilfælles, at de bruger aktuelle kunstneriske midler til at reflektere over det vestlige industrisamfunds livsbetingelser, hvilket giver etiketten “kapitalistisk realisme” en vis berettigelse, hvis man definerer “realisme” som en kunstnerisk metode med hvilken kunstneren påvirker “den samtidige virkelighed på en måde, der ikke bare informerer og bekræfter, men også transformerer og oplyser”[1] . Begrebet stammer ikke fra René Block, men blev brugt første gang i 1963 af Gerhard Richter i forbindelse med en udstilling sammen med Manfred Kuttner, Lueg og Polke. Bortset fra Hödicke, der blev uddannet i Berlin under Fred Thieler, havde alle mappens bidragsydere studeret på kunstakademiet i Düsseldorf; Brehmer gik på den frie grafiske linje hos Otto Coester, Lueg, Polke og Richter studerede maleri hos Karl Otto Götz og Vostell gik efter endt studium sågar også en tid på École nationale supérieure des beaux-arts i Paris.

I dette stimulerende miljø, og inspireret af aktiviteter i London, New York og Paris som de lærte at kende gennem de relevante kunsttidsskrifter, trådte Konrad Lueg, Sigmar Polke, Gerhard Richter og deres studiekammerat Manfred Kuttner ind på arenaen i foråret 1963. Fra den 11. til den 26. maj 1963 viste de en “særudstilling af grafik og maleri” i et butikslokale i Düsseldorfs Kaiserstrasse (skråt overfor det forhenværende Galerie 22). I pressemeddelelsen, der var undertegnet af Richter, blev den betegnet som “den første udstilling af ‘tysk popkunst'”: “For første gang i Tyskland, viser vi billeder, der kan betegnes som pop art, junk culture, imperialistisk eller kapitalistisk realisme, nyfiguration, naturalisme, German pop og lignende. […] Mindre end et halvt år senere, den 11. oktober om aftenen, arrangerede Gerhard Richter og Konrad Lueg en “demonstration for den kapitalistiske realisme” i møbelhuset Möbelhaus Berges i Düsseldorf, hvor de propagerede for “livet med pop”. Dette event er ofte blevet betegnet som den vesttyske pop arts fødsel. Aftenen i møbelhuset forløb efter et nøje fastlagt program. Til at begynde med samledes de besøgende på en 3. sals trappeafsats, der var blevet lavet om til et skikkeligt venteværelse. I det tilstødende udstillingslokale – som de besøgende i til at starte med fik adgang til i regelmæssige intervaller, hvilket dog ikke lod sig opretholde særligt længe – havde Lueg og Polke taget plads i en helt almindeligt indrettet dagligstue.

Neodada, pop, décollage, kapitalistisk realisme i Berlin
René Block, født i 1942 i Düsseldorf, blev fascineret af det kunstneriske tilløbs nyskabelse og sprængfarlighed. På en udstilling af det tyske kunstnerforbund i Berlin i foråret 1964 blev Block opmærksom på Vostell, Lueg og Richter, hvorefter han besøgte dem i Düsseldorf. Her lærte han også Polke at kende, og kunne overtale dem alle til at arbejde sammen med ham. Til denne kreds kom også Brehmer, Hödicke og Vostell. Fra 16. september til 5. november 1964 viste Block sin første udstilling under titlen “Neodada, Pop, Décollage, Kapitalistischer Reaslismus” [Neodada, pop, décollage, kapitalistisk realisme] Den “demonstrative udstilling”, med hvilken Block også ønskede at præsentere sit fremtidige program, begyndte at vække opmærksomhed. Til galleriets etårs jubilæum i september 1965 lavede Block – som så sit galleri som “kamp- og programgalleri” – udstillingen “Hommage à Berlin” [Hyldest til Berlin], der var en kunstneriske undersøgelse af den delte by. Mens Lueg med sit billede fyldt med påklæbede vingummibamser, Polke med et raster-billede af en berliner-bolle og Richter med et malet møbelstykke fra Charlottenburg slottet satte deres lid til harmløse klichéer og tilfældige motiver, var Vostells collage “Hommage à Peter Fechter” [Hyldest til Peter Fechter] en kritisk kommentar til Murens ofre. Også Brehmers bidrag rummede en politisk reference og bestod af tre postkort, eet i sort-rød-gyldent iris tryk af en soldat set gennem et skydeskår, eet af Brandenburger Tor lige før Murens opførelse og eet med otte skydeskiver samt motiver fra Berlin, heriblandt Willy Brandt og fredsenglen på Siegessäule. I “Hyldest til Berlin” bliver det mere synligt end i Blocks første udstilling, at den “kapitalistiske realisme”, i kraft af Blocks program og hans udvidelse af kunstnerkredsen, får en politisk retning, som ellers ikke var tilstede hos Lueg, Polke og Richter.[2] Denne heterogenitet har muligvis været medvirkende til, at man helt frem til i dag har haft sit hyr med begrebet. Den mangfoldighed af kunstneriske arbejder, der blev holdt sammen gennem Blocks programmatiske præsentation af sit galleri, kunne opleves endnu engang i 1967 i udstillingen “Hommage à Lidicke”.

Den “kapitalistiske realismes” tid lakkede mod enden i 1971. René Blocks udgivelse “Grafik des Kapitalistischen Realismus” – med samtlige grafiske tryk lavet af Brehmer, Hödicke, Lueg, Polke, Richter og Vostell indtil da – markerede samtidig en afslutning på dette kapitel. I sin indledning “Mein letztes Wort” [Mit sidste ord] forklarer Block i tidstypisk jargon endnu engang sin opfattelse af begrebet, som han ser ikke som det modsatte af den “socialistiske realisme”, men som et kunstnerisk udtryk i senkapitalismen, der – “dersom det havde taget sin ‘stillingtagen’ til fordel for masserne alvorligt” – på eet eller andet tidspunkt ville være gået op med sin socialistiske pendant.  Forklaringen til enden finder Block i de deltagende kunstneres brud med en samfundsengageret kunstnerisk skaben, der atter overvejende skyldtes deres videreudvikling som kunstnere.

Således har “kapitalistisk realisme” aldrig rigtig været en betegnelse for en kunstnergruppe eller et fast program. Snarere har det betegnet en speciel og undertiden modsigelsesfuld kunstnerisk holdning, der – henover et par år og et sted mellem Düsseldorf og Berlin – kom til udtryk i den vesttyske opbrudsstemning efter 1960, og som genspejlede velfærdssamfundets hverdag og livsbetingelser på humoristisk eller kritisk vis.

(Uddrag fra Björn Egging´s introduktion til: Kapitalistischer Realismus.Grafik aus der Sammlung Block, Kerber Verlag, Bielefeld 2010)
[1] Klaus Herding: “Mimesis und Innovation. Überlegungen zum Begriff des Realismus in der bildenden Kunst”, in: Klaus Oehler (red.), Zeichen und Realität, Tübingen 1984, s. 204f
[2] Jfr. Stephan Strsembski, Kapitalistischer Realismus, Hamborg 2010, s. 212ff.

Udstillingen har været vist for Berlinerne sidste år på Edition Block: GRAFIK DES KAPITALISTISCHEN REALISMUS. I forbindelse med udstillingen blev der udgivet et katalog, som også vil være til salg på Kunsthal 44 Møen, med et tillæg af teksten i dansk oversættelse.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg.

Gerhard Richter

Wolf Vostell