“Playing to the Birds”

Annika Kahrs’ video “Playing to the Birds”(2013) skildrer en “koncert for fugle” med modsat fortegn. Vi ser en højtidelig sal med et sort piano i midten – den perfekte ramme for en traditionel bourgeois koncertsalon. I forgrunden er forskellige slags fuglebure, omhyggeligt arrangeret med en varietet af tamme fugle. En ung mand kommer ind, sætter sig ved pianoet og begynder at spille Frantz Liszts klaverstykke, Legende Nr. 1. Die Vogelpredigt des Franz von Assisi. La prédication aux oiseaux for det bevingede publikum. Frantz Liszt, komponist og pianist fra det 19. århundrede, var inspireret til denne virtuose koncert af den ofte skildrede bibelske historie om St. Francis, stifteren af Fransiskanerordenen, der forkynder for en flok fugle, han møder på marken. Hans tro på, at alle væsner har en sjæl og evne til at sanse, var det revolutionære budskab i denne legende. Liszt forsøgte yderligere, at oversætte denne gensidige forståelse gennem musikken som et “universelt sprog” og efterligner de syngende fugles triller på klaveret. Det er svært at sige, om fuglene forstår eller værdsætter opførelsen – de pipper videre, som de gjorde før. Men Kahrs’ omhyggelige fokus på individuelle fugle, mens de bevæger sig i deres bure til musikken, synes at antyde at de gør. I hendes humoristiske og poetiske iscenesættelse af musikeksperimenter, undersøger Kahrs både styrken og begrænsningerne i musik og opførelse.

Dette er også tilfældet i Strings (2010), hvor vi ser en strygekvartet – par excellence et højt specialiseret klassisk ensemble. Strygekvartetten, spiller i en fast hierarkisk form, som er forudsætningen for at håndterer kompleksiteten i de musikalske partiturer. Ensemblet opfører den første del af Ludwig van Beethovens værk, C-Moll op. 18 Nr. 4. To violiner, bratsch og cello spiller sammen i perfekt harmoni gennem fortissimo i første akt. Men det harmoniske samspil bliver udfordret, og falder gradvist fra hinanden, i det musikerne skifter pladser – og således instrument – fra venstre til højre, fire gange i løbet af opførelsen. Det spørgsmål, der opstår her er måske ikke mindre komplekst end det musikalske partitur: Hvad betyder det for en gruppe eller et samfund, når selv de højest specialiserede kompetencer svigter, hvis de står over for en ny konstellation, eller den hierarkiske form bliver forstyrret.

Annika Kahrs (født 1984 i Achim, bor i Hamburg) har haft soloudstillinger på Galeria Joan Prats, Barcelona; Kunsthalle Bremerhaven (2015); Produzentengalerie Hamburg; Situations, Bristol (2014); Kunstraum München (2013); ph-projects, Berlin (2012); and Golden Pudel Club, Hamburg (2011). Hendes arbejde har været vist på (udvalg): 5th Thessaloniki Biennale of Contemporary Art; Weserburg-Museum für Moderne Kunst, Bremen; Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart, Berlin; United Art Museum, Wuhan; Kunstmuseum Stuttgart (2015); Hamburger Kunstverein; Kunstverein Harburger Bahnhof, Hamburg; FOAM, Amsterdam; KW Institute for Contemporary Art, Berlin (2014, 2012); Basurto, Mexico City (2014); ph-projects, Berlin; Tanas og Neuer Berliner Kunstverein, Berlin; Bienal International de Curitiba; Hamburger Kunsthalle (2013); Kunsthalle Ravensburg (2012); Galerie Sassa Trülzsch, Berlin; Bundeskunsthalle, Hamburg; og Goldsmiths College, London (2011). I 2012, blev hun udvalgt til George-Maciunas-Grant for young artists at Tanas, Berlin.