Undervisning

 

Her finder du alle 44Møen’s tilbud til børn og unge. Forløbene er enten knyttet til de aktuelle udstillinger eller til selvstændige kreative tilbud i vores helt nye rammer. Laboratoriet for Kunst og Natur er dedikeret til undervisning og kreativ udfoldelse. Faciliteterne står klar til brug i sommeren 2023, og vi kan næsten ikke vente med at byde velkommen!

 

SKOLETJENESTEN:

44Møen’s skoletjeneste tilbyder forløb for skoleklasser på alle klassetrin til og med gymnasiet. Forløbene tager udgangspunkt i den eller de aktuelle udstilling/er. Vi taler om værkerne, om de anvendte materialer, hvad værkerne gør ved os, og hvilke tanker de fremkalder i os hver især. På denne baggrund skal børnene løse en kreativ opgave, der understøtter vores dialog. Et forløb tilbydes en klasse på op til 26 elever i følge af to lærere.

PRIS: Kr. 500-1.500

VARIGHED: Fra 1 1/2 time til et dagsforløb indenfor tidsrummet 9.00-14.00

MÅLGRUPPE: Skoleklasser på alle klassetrin, Åben Skole, børn i alderen 7-18 år


 

BILLEDSKOLEN:

Billedskolen Storstrøm er den regionale Billedskole med afdelinger i Stevns, Næstved, Faxe, Vordingborg og hos os på 44Møen i Askeby. Vi tilbyder undervisningsforløb for mindre hold med tid til fordybelse og fokus på den enkeltes kreative udvikling. Billedskolen er et efter-skole-tilbud for alle børn og unge i alderen 6-16 år. De aktuelle hold vil blive annonceret her. Der er pt. planlagt et kortere forløb i sommerferien 2023.

TILMELDING & YDERLIGERE INFO

MÅLGRUPPE: Børn og unge i alderen 10-16 år


 

VILDE VISIONER:

Vilde Visioner er et huskunstnerforløb for 3./4. klasser på Gåsetårnskolen, Hjertebjerg Skole, Præstø Skole og Skolen for Livet. Vilde Visioner forløber over fem moduler i 2023 og tager udgangspunkt i naturen som vores fælles ressource og vores fælles ansvar. Vi arbejder med årets cyklus ved bl.a. at så planter, som vi senere kan høste og bruge til fremstilling af blæk. Formålet er at danne børnene til fællesskab og medansvar med etik og æstetik blandt vores redskaber. Vi vil gerne bidrage til, at børnene bliver stolte af at leve i Biosfære Møn og i Danmarks ‘vildeste kommune’.

PRIS: Gratis

MÅLGRUPPE: 3.-4. klassetrin


 

UNGE:

Vi arbejder på, i samarbejde med Vordingborg Kommune og sundhedsaktører, at udvikle et trivselsfremmende forløb for unge i alderen 12-17 år. Forløbet skal give de unge mod på selvstændig kreativ udfoldelse uden krav om resultater. Arbejdsprocessen og det samarbejde, der sker mellem hjerne, sanser og krop, er i fokus. Der vil både være ro omkring den enkelte, mulighed for sparring og for at fornemme fællesskabet.

PRIS: Gratis (når/hvis projektet bliver finansieret)

VARIGHED: Eftermiddage i tidsrummet kl. 14.00-17.00

MÅLGRUPPE: Unge i alderen 12-17 år


 

FOR UNDERVISERE:

Vi tilbyder forløb for undervisere, der skal tjene til inspiration, mulighed for egen kreativ udfoldelse samt give indblik i metoder til udvikling af kreative forløb i egen kontekst. Baseret på dialog om betydningen af den kreative udfoldelse, fokus på proces frem for resultat, æstetisk og etisk dannelse, vil den enkeltes erfaringer kommer i spil og blive relevante.

PRIS: Kr. 1.500 pr. person

VARIGHED: På hverdage kl. 16.00-19.00, lørdage kl. 11.00-14.00

MÅLGRUPPE: Undervisere


 

RAMMERNE: Laboratoriet for Kunst & Natur

Under overskriften Laboratoriet for Kunst & Natur arbejder vi med udgangspunkt i, at vi befinder os i Biosfære Møn. Som kunsten sætter vores identitet og fællesskab i perspektiv, giver naturen os en grundlæggende forståelse af vores livsvilkår. På laboratoriet laver vi eksperimenter og lægger vægt på processen frem for på resultatet. Vi har en undersøgende og dialogbaseret tilgang til undervisning, og tager udgangspunkt i, at måden vi ser og skaber kunst på er individuel, men kommer til udfoldelse i fællesskaber.


 

LÆRINGSMÅL:

Alle de forløb vi tilbyder i rammen af Laboratoriet for Kunst & Natur på 44Møen har til formål at stimulere børn, unge og voksnes kreative og sociale intelligens ved inddragelse af både krop, hjerne og sanser, og ved at berøre både en etisk og æstetik dimension. Vi lægger vægt på fællesskabet og på dialog – At alle lytter og får mulighed for at udtrykke sig. De fleste forløb inddrager fagene dansk, historie, kunst/design, samfundsfag samt natur/teknik.


 

KONTAKT, SPØRGSMÅL & BOOKING:

Kristina Ask
Leder af Laboratoriet for Kunst & Natur Tlf. 28831635
kristina@44moen.dk